Haderslev´s Historie

Her er lidt Historie til de historieinteresserede.

Af Lennart S. Madsen,   lånt fra museum-sønderjyland

Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev

Handel har altid spillet en væsentlig rolle i Haderslevs historie. I dag er byen handelscentrum for det nordøstlige Sønderjylland, og da de første spæde forsøg på at starte en bebyggelse i området blev taget omkring 1050, var det også handelen, der var drivkraften. Ved Starup kirke, der ligger et stenkast fra Haderslev fjords sydlige bred, opstod på denne tid en lille sæsonmarkedsplads. Her mødtes handelsfolk og håndværkere fra det meste af Østersø-området årligt for at handle med deres produkter. Kirken opførtes for at tilgodese det stigende antal kristne handelsfolk, der besøgte markedet, men samtidig også med den hensigt at give markedspladsen en mere permanent karakter.

I løbet af 1100-tallet ændrede Nordeuropas handelsmønstre sig fra vikingetidens handel med luksusvarer til en stadig stigende handel med grovvarer. Østersøen blev et centrum for denne handel, og langs kysterne omkring Østersøen opstod den ene by efter den anden. I Danmark var kongemagten en vigtig faktor i denne proces, og det må formodes, at kongen stod bag oprettelsen af mange af disse købstæder.

1150
Haderslev mellem 1150-1410.

Om det også var kongen der stod bag oprettelsen af Haderslev er uvist, men omkring 1150 blev handelspladsen ved Starup nedlagt, og de første huse opført på den lille naturlige sandbanke, der danner afslutningen på Haderslev fjord. På skråningen mellem Møllestrømmen og Torvet byggedes de første primitive håndværkerboder og huse, og en granitstenskirke blev opført, hvor den nuværende teglstenskirke ligger. De vigtigste elementer i det ældste Haderslev var havnen ved Møllestrømmen og Torvet på sandbankens højeste punkt. Fra havnen startede den korteste transportrute mellem Østersøen og handelsbyen Ribe ved Vesterhavet, en utrolig vigtig rute i en tid, hvor sejladsen rundt om Skagen endnu var forbundet med alt for mange farer for forsigtige købmænd. Mange varer passerede byen, og på Torvet foregik al den lokale handel. Her lærte omegnens bønder at værdsætte den nye bys velsignelser.

I perioden op til 1292, da Haderslev fik sin stadsret, og dermed det officielle stempel som købstad, voksede byen sig stor. Den gamle granitkirke blev erstattet af en meget større teglstenskirke, kongen (eller hertugen) opførte borgen Haderslevhus for enden af Slotsgade, og de sortklædte tiggermunke fra dominikanerordenen byggede deres kloster mellem Jomfrugang og Klosterkirkegården. I byens udkant, ved Storegade, byggedes et spedalskhedshospital. Desuden fik det stor betydning, at der ved Vor Frue Kirke etableredes et kollegiatkapitel (dvs. en stiftskirke, der blot var underlagt en biskop et andet sted) under biskoppen i Slesvig, der igennem middelalderen fik stor økonomisk og politisk betydning. Udover i Haderslev fandtes der i hele Skandinavien kun et kollegiatkapitel i København. Dette kapitel var underlagt biskoppen i Roskilde.

Denne intense udvikling af byen skyldtes sandsynligvis etableringen af Hertugdømmet Sønderjylland i årene efter 1200. Med kong Abels død 1252 var Abelslægten henvist til en rolle som hertuger af Sønderjylland, og i Hertugdømmet var Haderslev den nordligste by, altså den by, der lå nærmest på den kongelige fjendes to grænsebyer, Ribe og Kolding. Den kom dermed til at spille en vigtig rolle i etableringen af Abelslægtens selvstændige hertugdømme.

For at forstå Haderslevs historie er det vigtigt at holde sig for øje, at fra ca. 1200 og frem til 1920 (altså ca. 720 år) var Haderslev IKKE en del af Kongeriget Danmark.

I de følgende århundreder udviklede Haderslev sig omkring det gadenet på sandbanken mellem Gravene og Møllestrømmen, som stadig udgør størstedelen af Haderslevs centrum. Kun langs Storegade bevægede bebyggelsen sig udenfor dette snævre område. Omkring 1420 anlagdes en stor mølledæmning ved Sønderbro, en dæmning der skabte Haderslev Dam. Samtidigt gravedes en kanal fra den nye mølledam under Gravene (deraf navnet) og Jomfrustien til fjorden. Ved Nørregade og Bispegade (samt ved Sønderbro) byggedes broer over kanalen og der opførtes byporte. Byen var på alle sider omgivet af vand.

Møllestrøm
Møllestrømmen ved Sønderbro.

Haderslev var en stor by efter datidens målestok og administrativt samt kirkeligt centrum for et vidtstrakt område i Sønderjyllands nordlige del. Bl.a. derfor valgte Frederik 1. Haderslev som centrum for det lille landområde, han gav sin ældste søn, junker Christian, i 1524, da denne skulle giftes og måtte have noget at leve af. Christian var overbevist tilhænger af Luther, og han indførte 1526 protestantismen i sit lille landområde, der bestod af Haderslev og Tørning len. Haderslev blev dermed det første sted i det nuværende Danmark, hvor reformationen blev indført, og i nogle år var præsteskolen ved Vor Frue kirke centrum for undervisningen i den nye fortolkning af kristendommen. De såkaldte Haderslev-artikler fra 1528 er således den første protestantiske kirkeordning i hele verden.

Som konge under navnet Christian 3. gennemførte han 1536 Reformationen i Kongeriget. I 1544 delte han hertugdømmerne Slesvig og Holsten med to af sine brødre, og hans ældste halvbror, Hans, valgte Haderslev som hovedby i sin del af de to hertugdømmer. Hans den Ældre, som han kaldes, styrede sit hertugdømme, der omfattede Haderslev og Tønder amter samt områder i Sydslesvig og Holsten, fra 1544 til sin død i 1580. Med ham indledtes en næsten 100 år lang storhedsperiode i byens historie.

Ikke uden grund kaldtes Haderslev endnu ved festlige lejligheder for “Hertugbyen” og den fejrer årligt en “Hertug Hans fest”, der i disse år er ved at udvikle sig til en egentlig renæssancefest. Han lod den gamle middelalderborg Haderslevhus i Slotsgade nedrive og opførte i stedet renæssanceslottet Hansborg. Slottet, der efterhånden blev et firlænget slot på størrelse med Kronborg, placeredes øst for byen, i nærheden af det nuværende havneterræn.

hansborg
Hansborg Slot 1585. Se hele byen på samme tid ved at klikke på billedet!

Den gamle borgs område udstykkedes til byggegrunde for slottets personale, og her opførtes i perioden 1560-1580 en lang række fornemme bindingsværkshuse, hvoraf flere endnu er bevaret. Disse huse (Slotsgade 20, 22, 23, 29, 31) er, udover kirken, byens ældste gruppe i den enestående samling af velrestaurerede huse fra mange epoker, der gør Haderslevs middelalderlige centrum til noget helt enestående i Danmark. Hansborg slot eksisterer ikke længere, men andre af de institutioner, som hertug Hans den Ældre oprettede, sætter endnu deres præg på byen.1567 stiftede hertugen den nuværende Haderslev Katedralskole, og 1569 oprettedes Hertug Hans Hospitalet, et hjem for fattige, hvis kirke er en af de ældste protestantiske kirkebygninger i landet. Desuden oprettede han Hjorteapoteket, et af landets ældste apoteker. Som residensby og administrativt centrum oplevede Haderslev en blomstring, der tak være Hansborg slot varede ved også efter at Hans den Ældres hertugdømme blev nedlagt ved hans død 1580. Frederik 2. og Christian 4. opholdt sig gerne på Hansborg, og Christian 4. fejrede oven i købet sit bryllup her i 1597.

Det blev dog også selvsamme konge, der få årtier senere gav den direkte anledning til en lang nedgangsperiode i Haderslevs historie. Efter Christian 4.s nederlag ved Lutter am Barenberg i 1627 flygtede hans lejetropper mod nord, og på vejen gennem Haderslev stak de byen i brand. Branden blev en katastrofe, som det tog årtier at overvinde. Rådhuset med byens arkiv, den vestlige del af kirken med dens tårn og vel halvdelen af de almindelige huse i byens centrale og vestlige del nedbrændte. Nogle år senere blev Haderslev besat af henholdsvis svenske og polske soldater, der nedbrændte slottet og udplyndrede byen i en sådan grad, at det tog næsten 50 år inden alle de i 1627 nedbrændte bygninger var genopbygget. 8 af de 14 huse omkring Torvet stammer fra årene lige efter den store brand i 1627. Slottet og kirkens tårn blev dog ikke genopført. Da den lange, smalle fjord i samme århundrede begyndte at mudre til, så større skibe ikke længere kunne sejle ind til havnen, mistede byen også en vigtig del af sit økonomiske grundlag. Ulykkerne formelig haglede ned over Haderslev.

Den geografiske placering som den nordligste købstad i Hertugdømmet Slesvig gav dog stadig en række økonomiske og administrative fordele. Haderslev var i flere århundreder det vigtigste postkontor udenfor København, byen var toldsted på den vigtige okseeksportrute mod syd og var desuden administrativt og økonomisk centrum for det store Haderslev amt, der i realiteten strakte sig fra Lillebælt til Vesterhav.

I 1759 galede den røde hane atter over byen. På tre dage nedbrændte 170 af byens 343 huse, og byens borgere måtte atter i gang med en langvarig genopbygningsproces. De fleste af de nedbrændte huse lå langs Storegade udenfor den middelalderlige bydel og i modsætning til de tidligere så almindelige gavlhuse opførtes de nye bygninger nu som langhuse, ofte i grundmur.
På dette tidspunkt var Haderslev dog, på trods af alle ulykkerne, stadig en ret stor by. Sammenligner man antallet af indbyggere ved folketællingerne omkring 1800 var Haderslev den syvende største by i det nuværende Danmark. Byen havde således godt dobbelt så mange indbyggere som Kolding. Dette skyldtes hovedsageligt, at Haderslev lå i Hertugdømmet, der ikke var underlagt alle de snærende økonomiske bånd, som købstæderne i Kongeriget var underlagt.

Selvom byen nogenlunde hurtigt forvandt krisen efter branden, og de kortvarige konkurrenceproblemer oprettelsen af Christiansfeld i 1773 gav, varede det helt frem til 1830’erne inden der for alvor kom gang i Haderslevs økonomiske udvikling igen. Stærkt medvirkende hertil var den uddybning af fjorden og forbedring af havnen, der iværksattes for private midler 1829-32. De forbedrede besejlingsforhold spillede en afgørende rolle for et flertal af de industrivirksomheder, der i de næste par årtier etablerede sig i byen. Tobaksindustrier, jernstøberier og ikke mindst vognfabrikker skød op i disse år, hvor byen også langsomt begyndte at udvide sig ud over sine middelalderlige grænser, bl.a. i havnekvarteret og langs Nørregades nordlige del.

Men i løbet af 1830’erne startede også en udvikling, der fik stor betydning for Haderslevs historie i de følgende mange årtier. Den nationale modsætning mellem de slesvig-holstensk sindede (senere ”tysksindede”), og de der gik ind for den danske helstat (senere ”dansksindede”) tog til, og denne modsætning ledte til krigen 1848-50 og til tabet af Sønderjylland 1864. Peter Hiort Lorenzen, der “talte dansk og vedblev at tale dansk”, avisen Dannevirke, de dansksindedes samlingssted Harmonien og de tysksindedes samlingssted Borgerforeningen er Haderslevs mest kendte bidrag til disse nationale kampår. Haderslev havde fra begyndelsen den talmæssigt største dansksindede befolkningsgruppe af de sønderjyske købstæder, en position byen beholdt til Genforeningen i 1920.

Ved nederlaget i 1864 var Haderslev stadig blandt de ti største byer i det nuværende Danmark, men byen befandt sig pludselig i en radikalt anderledes situation. Fra at være en selvstændig købstad i hertugdømmet Slesvig i Det Danske Monarki, var byen pludseligt blevet den nordligste købstad i Det Preussiske Kongerige, fra 1871 Det Tyske Kejserrige. Byen blev den yderste provins! I begyndelsen betød dette økonomisk stagnation på alle områder, ligesom en betydelig udvandring ramte byen hårdt. Industrialiseringen, der ellers havde fuld fart i Kongeriget, gik til dels uden om Haderslev. Således overhalede Kolding og Vejle ca. 1885 Haderslev i befolkningstal. I slutningen af 1880’erne begyndte dog langsomt et opsving, der indenfor en 25 år lang periode skulle ændre Haderslev radikalt.

Befolkningen steg langsomt, og byens placering, der på grund af grænsen gjorde hele amtet fra Lillebælt til Vesterhav til potentielt opland, bevirkede etableringen af en lang række virksomheder indenfor handel og industri. Enkelte af disse eksisterer stadig, med Bryggeriet Fuglsang som det ældste. Den økonomiske udvikling blev i høj grad hjulpet i gang af en række store offentlige investeringer. Fjorden blev atter uddybet, havnen udvidet og et 206 km langt smalsporet jernbanenet med udgangspunkt i Haderslev blev etableret. Kasernen opførtes 1888, og en lang række skoler, et seminarium, sygehuset, et gasværk, et elværk og et vandværk byggedes. Sluttelig lykkedes det at få tre små omegnskommuner lagt sammen med byen, hvorved den bygrænse, der var gældende frem til kommunalreformen 1970, blev skabt. Det var hovedsageligt i de indlemmede omegnskommuner, Sdr. Otting-kvarteret syd for Møllestrømmen, Åstrupvej-kvarteret og Gl. Haderslev langs Ribe Landevej at boligbyggeriet var foregået i årene op til 1. Verdenskrig.

Med verdenskrigens udbrud standsede denne udvikling brat, og årene fra 1914-18 var præget af fattigdom, sult og menneskelige tragedier, idet Haderslev som tysk by måtte yde sit bidrag til krigen. De to mindesten for henholdsvis de dansk- og tysksindede faldne i 1. Verdenskrig ved Klosterkirkegården minder om de lidelser, der ramte egnen. Perioden mellem krigens afslutning og Genforeningen i 1920 blev ikke stort bedre, selvom de hårde kår for et flertal af befolkningen blev lindret ved tanken om den af mange længe ønskede Genforening med Danmark. Kong Christian 10.’s indtog i Haderslev den 10. juli 1920 var for mange Haderslev-borgere belønningen for en livslang kamp.

Årene efter 1920 var dog ikke ubetinget rosenrøde. Mange virksomheder overlevede ikke Verdenskrigen samt overgangen fra mark til kroner, og et mangeårigt borgerligt domineret byråd var ikke indstillet på at fremme nye virksomheders etablering. Der blev dog opført en del nye boliger, hovedsageligt i form af villakvarterer, idet byen først efter 1945 fik egentlige etageejendomme. Byen har derved fået en særegen åben struktur, idet den gamle middelalderlige bykerne ikke omkranses af etageejendomme som i andre byer i Kongeriget, men af store villakvarterer, skabt mellem 1890 og 1940. I de senere år skabtes disse villakvarterer i de mange kolonihaveforeninger, der oprettedes kort efter Genforeningen. Hele ”pipkvarteret”, området nord for Hiort Lorenzensvej og kvarteret omkring Ryes Møllevej er tidligere kolonihaver. Først udenfor disse villakvarterer findes etageejendommene. Haderslev har også været forskånet for de store gadegennembrud, der har ødelagt så mange andre byer. Omkørselsvejen udenom bykernen samt Damparken blev skabt i årene 1948 til 1957 og har betydet, at det eneste større indgreb i den indre by i de seneste årtier faktisk har været opførslen af rådhuset i Gåskærgade i 1974.

Besættelsen af Haderslev, hvor byen den 9. april 1940 blev centrum for de hårdeste kampe i Danmark med i alt 7 dræbte og 6 sårede (plus et ukendt antal tyske tab), kom til at spille en stor rolle for udviklingen i Sønderjylland efter krigen. I 1943 formulerede en gruppe tysksindede borgere i Haderslev nemlig den erklæring om mindretallets rolle i forhold til den danske stat, der kom til at danne grundlaget for den nuværende mindretalspolitik i grænselandet både nord og syd for grænsen.

Efter Besættelsen har byen gennemgået en udvikling, hvor både socialdemokratisk og borgerligt ledede byråd har udfoldet store bestræbelser for at opveje den mangel på specielt industriel udvikling, der havde præget mellemkrigsårene. Med kommunalreformen i 1970 blev købstaden ophævet som geografisk begreb, idet der ikke længere var en grænse, der skilte selve byen fra omegnen. Denne udvikling er fortsat med kommunalreformen 1. januar, -2007, hvor Haderslev er blevet hovedby i en ny kommune bestående af de tidligere Haderslev, Vojens og Gram kommuner, samt nogle sogne fra de tidligere Nr. Rangstrup og Christiansfeld kommuner.

Store villakvarterer og industriområder præger nu Haderslevs yderområder, men stadig er den middelalderlige Vor Frue kirke den eneste bygning, der kan ses fra stort set alle steder i byen. Den er byens vartegn, og et symbol på, at Haderslev ud over at være en moderne dynamisk købstad også har forstået at bevare sin egen historie intakt.

Ønsker du mere info, så besøg www.museum-sonderjyland.dk og læs meget mere eller besøg museet.

.

.

En renæssancearkitekt i Hertugdømmet Slesvig.

Af Lennart S. Madsen, lånt fra museum-sønderjyland.

Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev

(Artikel bragt i Sønderjysk Månedsskrift, nummerr 3 • 2006)

Da hertug Hans den Ældre begyndte at fatte planer om at opføre et nyt slot i Haderslev som erstatning for den gamle middelalderborg, Haderslevhus, som han var flyttet ind på i 1544, overlod han ikke meget til tilfældighederne. Fra 1554 begyndte han at indkøbe byggematerialer til sit nye slot, men for at gennemføre sine planer var det også nødvendigt at have en bygmester, der kunne styre arbejdet, lave de relevante tegninger og medvirke til at skabe et slot, der var en hertug værdig.

En sådan bygmester fandt han i Hillerød, på slottet Hillerødsholm, der ejedes af Herluf Trolle og Birgitte Gøye. Parret var ved at afslutte byggeriet, og deres bygmester ville snart blive ledig. Han hed Matheus Rubensaadt og stammede fra området omkring Maastricht og Aachen. Kontrakten blev indgået 17. juli 1555. Ifølge denne skulle han have 70 daler årligt i løn, den sædvanlige hofbeklædning, nødvendigt underhold med mad og drikke, fri bolig og brænde. For dette skulle han forestå byggeriet af slottet, og hans kone skulle lave mad til murersvendene, som Rubensaadt i øvrigt selv skulle finde i Tyskland. I oktober 1556 rejste Rubensaadt med sin familie og svende til Haderslev og påbegyndte opførelsen af Hansborgs vestfløj. Han udfærdigede de første tegninger, fik lagt fundamenterne og rejste til Holland og Rhinegnene for at hente håndværkere og byggematerialer. Grundstenen til slottet blev lagt d. 1. februar 1557. I de næste to år var Rubensaadt beskæftiget med opførelsen af Hansborgs vestfløj, men i august 1559 ansatte hertug Hans en ny bygmester.

Hvad der har været anledning hertil er uvist. Matheus Rubensaadt nævnes ikke længere, hverken i forbindelse med Hansborg eller noget andet dansk eller europæisk byggeprojekt. Han kan naturligvis være død, men en speciel passus i den nye bygmesters kontrakt antyder en anden forklaring. Den nye bygmester forpligtigede sig nemlig til at opholde sig på byggepladsen fra kl. 04.00 om morgenen til 20.00 om aftenen i byggesæsonen, og han skulle holde sig fra alkohol i arbejdstiden! For hver dag han var beruset på arbejdet, ville hertugen trække 8 dage af hans årsløn! Noget tyder på, at det var øllet, der blev Rubensaadts skæbne.

Mester Hercules

Hercules von Oberberg

Hercules von Oberberg sidder klar til nye projekter.

Den nye bygmester hed Hercules von Oberberg. Hvor han stammede fra er noget usikkert, da der er adskillige lokaliteter i Tyskland og i Nederlandene, der hedder Oberberg. Hans fødselsår er ukendt, men ved sin død i 1602 omtales han som en gammel mand, og er vel derfor født engang omkring 1520. I 1581 undslog han selv en opfordring fra den preussiske hertug Georg Friedrich om at komme til Königsberg for at arbejde med det argument, at han var for gammel til at rejse så langt.

I 1550’ernes begyndelse arbejdede han for markgreve Johann af Brandenburg-Küstrin ved befæstningsarbejder på slottet i Küstrin ved Oderfloden øst for Berlin. Dette slot stod færdigbygget i 1557, men inden da fik Hercules arbejde hos Christian III. Han nævnes i forbindelse med projekteringen af Københavns befæstning, mindre istandsættelser på Koldinghus og Nyborg Slot, samt arbejdet på befæstningsanlægget ved Kronborg. Han er nok primært hentet til Danmark på grund af sin ekspertise indenfor befæstningsanlæg, men må have været en så alsidig arkitekt, at han i 1557 blev udnævnt som kongelig bygmester. I den egenskab var noget af det første, han blev sat til, projekteringen af den ombygning af Sønderborg Slot, som Christian III for alvor fik sat i gang i 1558. Der er almindelig enighed om, at Oberberg har tegnet den ombygning af slottet, der skabte grundlaget for det slot, der står i dag. Han arbejdede i de to år, han var kongelig bygmester for Christian III, primært på Sønderborg og Københavns Slot, men med kongens død i 1559 ændrede situationen sig. Frederik II havde på grund af krigsplaner ikke brug for nogen bygmester, og d. 29. august 1559 blev Hercules von Oberberg ansat af hertug Hans den Ældre. Han rejste til Haderslev og blev boende her resten af sit liv. Han var gift, og fik i hvert fald to børn, hvoraf den ene, Johannes Oberberg, blev sekretær og rentemester for Frederik II’s enkedronning Sophie på Nykøbing Slot, og en datter var muligvis gift med enkedronningens livlæge, Antonius Bate, der var søn af apoteker Antonius Bate i Haderslev. I november 1578 fik han overdraget grunden Slotsgade 22 i Haderslev til byggegrund, og opførte straks det endnu bevarede hus. Frem til 1602 havde han en kirkestol i Vor Frue Kirke i Haderslev. Han døde omkring juleaften 1602 og blev sandsynligvis begravet i Vor Frue Kirke. En formodning om at han er begravet i Kalundborg beror nok på en fejltolkning. Samme år døde i øvrigt hans søn i Nykøbing Falster.

Hansborg Slot

Hansborg Slot

Den eneste kendte afbildning af Hansborg Slot findes på prospektet af Haderslev i bind IV i Braun og Hogenbergs atlas over verdens byer. Prospektet er tegnet 1585 og trykt 1588.

Da bygmesteren ankom til Haderslev var byggeriet allerede godt i gang, og det har vel været begrænset, hvad Hercules von Oberberg har kunnet lave af ændringer på vestfløjen. Han har måttet følge de oprindelige planer, bl.a. fordi disse har taget udgangspunkt i hertug Hans den Ældres egne ønsker til sit nye slot. De talrige bevarede kilder viser, at hertugen var dybt involveret i byggeriet og tog hånd om alle sider af projektet fra indkøb af materialer, bøndernes hovkørsel, sandstenenes kvalitet og håndværkernes ansættelse. Han har haft ganske bestemte meninger om slottets udseende, og det må fra starten have været planen, at Hansborg skulle blive et lukket, firsidet anlæg.

Men Hercules von Oberberg har uden tvivl sat sit ganske særlige præg på slottet. Vestfløjen blev færdigbygget under hans ledelse, og det var ham, der planlagde og opførte sydfløjen før 1566 og afsluttede byggeriet med de to øvrige fløje 1578-1585. Han er arkitekten på dette slot, der er blevet kaldt det ældste rendyrkede eksempel på et fyrsteligt renæssanceslot i Danmark. En fyrsteresidens havde i renæssancen tre hovedfunktioner. Den skulle være en standsmæssig bolig for fyrsten, den skulle udgøre en moderne ramme omkring dennes optræden som verdsligt og kirkeligt overhoved, og den skulle danne et økonomisk og administrativt midtpunkt for fyrstens område. Slottet skulle ikke længere være et forsvarsværk i sig selv, det blev om nødvendigt ordnet ved at omgive slottet med bastioner af forskellig slags. Von Oberberg var blevet hentet til Danmark for at bygge fæstningsanlæg, men det var som slotsarkitekt, han fik sin store betydning, og Hansborg blev hans svendestykke.

Symmetrien var et af renæssancens vigtigste udtryk, og Hansborg blev med tiden et fuldstændigt symmetrisk anlæg med fire fløje omkring en lukket slotsplads og forsynet med to identiske, modstillede tårne i henholdsvis det sydvestlige og det nordøstlige hjørne. Vest- og sydfløjen stod færdige i henholdsvis 1562 og 1565, hvorimod nordfløjen først blev færdigbygget i 1582 og østfløjen i 1585, fem år efter hertug Hans den Ældres død. Slottet var 81 x 75 m stort, i tre etager over en høj kælder og med de to tårne, der ragede en etage op over den øvrige bygningsmasse, til dels indbygget i selve slottet. I selve murværket var symmetrien også udtalt. Vinduerne var anbragt i faste akser, porten midt i vestfløjen og kviste og spir har været identiske på alle fire fløje. Men renæssancen kom ikke blot til udtryk gennem den symmetriske opbygning af selve slottet. Det individuelle præg, der i lige så høj grad var renæssancens stil, gav sig udtryk i selve udsmykningen af bygningen, en udsmykning der ofte tog udgangspunkt i antikkens former. De få fragmenter af udsmykningen på Hansborg Slot, der er bevaret, viser, at Hercules von Oberberg har været fuldt fortrolig med antikkens udtryksformer. Han har uden tvivl kendt italieneren Sebastiano Serlios store værk om arkitekturens former, der udkom omkring 1500-tallets midte. Karakteristiske renæssancetræk ved Hansborg er de svungne volutgavle med horisontal opdeling, obelisker, samt tårnene, hvis øvre afslutning er opdelt både vertikalt af pilastre og horisontalt af gesimser, og afsluttes af en løgkuppel med den uundværlige vindfløj. De etageopdelte spir er et typisk og meget tidligt eksempel på den nederlandske renæssance, som bygmesteren til fulde beherskede.

Slotskirken
I sydfløjen i Hansborg slot indrettede Hercules von Oberberg en slotskirke, der blev det første renæssancekapel i Hertugdømmet og i Danmark. Inspirationen kom fra slotskapellet i Torgau i Sachsen, der blev bygget 1543-44 og indviet af Luther selv. Denne kirke havde to omløbende gallerier over hinanden langs væggene, var dækket af ribbehvælv og havde ikke noget afsondret kor. I Haderslev fik kapellet dog kun galleri, det hvilede på fornemt udskårne stensøjler, i en etage. Det kom til at udfylde de to nederste etager i sydfløjen, og herover lå riddersalen. Kapellet blev berømmet i sin samtid og kom på mange måder til at danne inspiration for flere senere renæssancekapeller, ikke mindst fordi Hercules von Oberberg var indblandet i opførelsen af flere af disse.

Med indvielsen af slotskapellet d. 1. februar 1566 afsluttede hertug Hans den Ældre midlertidigt arbejdet på sit nye slot. De to første fløje stod færdige, han var selv flyttet ind og kunne nu kaste sig over andre projekter. To af disse må have involveret Hercules von Oberberg, idet hertugen i 1567 lod opføre en ny latinskole ved Vor Frue kirke og i 1569 Hertug Hans Hospitalet lige syd for Sønderbro i Haderslev. Heraf står Hospitalskirken i dag som et af de få bevarede af Oberbergs byggerier.

Sønderborg Slot

Sønderborg Slot efter ombygningen 1550-70. Efter tegning af Jens Raben.
Sønderborg Slot efter ombygningen 1550-70.

Efter tegning af Jens Raben.

Men nu var der tid til at kaste sig over andre projekter, og Sønderborg Slot blev arkitektens næste projekt. Hercules von Oberberg havde i slutningen af 1550’erne lavet tegningerne til den store ombygning af Sønderborg Slot, en ombygning der dog først for alvor blev sat i gang i 1568, da enkedronning Dorothea kastede sig over at indrette slottet til hovedsæde for sin nygifte søn Hans den Yngre. Hendes forhold til Hans den Ældre i Haderslev var meget tæt, og hun må have lånt Hercules von Oberberg til at fuldføre det byggeri, han var startet på 10 år tidligere. Dengang var indretningen af slottets økonomibygninger i sydfløjen og den sydligste del af vestfløjen blevet udført, og sandsynligvis har Oberberg dengang tegnet et tre-fløjet anlæg, altså helt uden en østfløj, idet sydfløjens østgavl fik en selvstændig udformning, der kun gav mening uden en østfløj. En sådan trefløjet planløsning var et helt moderne træk, der spredte sig over Nordeuropa gennem den franske arkitekt Ducerceaus arkitekturtegninger, som Hercules von Oberberg helt sikkert har kendt. Sønderborg Slot endte dog antagelig af pladshensyn som et firefløjet anlæg, og i stedet blev slottet i Husum, opført af hertug Adolf 1577-82, det første trefløjede anlæg i hertugdømmet.

I Sønderborg byggede han den nordlige del af vestfløjen, den smalle østfløj og ikke mindst selve fyrsteboligen, den fornemme nordfløj. Her lå enkedronningens og det unge hertugpars værelser, her indrettedes riddersalen og i denne fløj indrettede Hercules enkedronningens slotskirke. Kirken var ikke med i den oprindelige plan for nordfløjen, men blev kort efter fløjens færdiggørelse presset ind midt i den ved at sænke gulvet i stueetagen og oversave bjælkerne mellem stueetagen og førstesalen. Von Oberberg skabte her et af de fornemste endnu bevarede renæssancerum i Danmark og Hertugdømmet. Det søjlebårne galleri med de joniske kapitæler fra Serlios arkitekturbøger, de elegante hvælv, der er ren nederlandsk renæssance, samt de mange dekorative detaljer, som de dekorerede fremspring i hvælvene, demonstrerer, at Hercules von Oberberg ikke kun var en dygtig bygmester, men en skolet arkitekt, der som sine berømte samtidige, eksempelvis Cornelis Floris, var dybt inspireret af den italienske højrenæssance, og samtidigt bevidst om, hvad der foregik både i Frankrig og Nederlandene.

Grøngård

Grøngård

Den eneste samtidige afbilding af Grøngård findes på et kort over Tønder Amt fra 1615.

Tegneren har forsøgt at tegne den lille bygning med fire tårne, galleri og pyramidetag.

Hansborg Slot var til dels allerede tegnet, da Hercules von Oberberg blev ansat i Haderslev, og på Sønderborg Slot havde han været nødt til at tage hensyn til middelalderborgens grundplan. I 1567 fik han endelig lejlighed til at tegne et helt nyt slot. Hans den Ældre var en jagtglad mand, der ville bygge et jagtslot ved Grøngård, øst for Tønder. Tegningerne må være blevet udført i 1567-68, for de første byggematerialer til ”dem Lusthus thom Gronenhagen” blev anskaffet 1568, og slottet blev bygget i de følgende par år. Det blev et helt moderne renæssancelystslot af en type, som den franske arkitekt Ducerceau kaldte ”le plan masse” eller ”le plan toute en masse” – altså en fortættet plan. I modsætning til de store tre- og firefløjede slotte, skulle de små lystslotte ifølge ham kun bestå af en enkelt bygning med tårne. Grøngård blev opført som en enkelt, 16 x 18 m stor bygning i tre etager. I bygningens hjørner stod ottekantede tårne, og selve bygningen var dækket af et mægtigt, pyramideformet skiffertag og helt omgivet af vand. Helt speciel var udformningen af slottets sydfacade, der sandsynligvis var dækket af et søjlebåret galleri, en såkaldt loggia, der strakte sig mellem sydfacadens to tårne. Midt for denne facade førte en bro over til det faste land. De ved udgravningen fundne dekorative elementer fra slottet, søjledele, gesimsstykker etc. viser igen, at arkitekten var fuldt fortrolig med antikkens og den moderne renæssances formsprog. Grøngård har været et meget moderne lystslot, da det stod færdigbygget i 1570.

Tønderhus og Trøjborg
I årene 1574-1580 opholdt Hercules von Oberberg sig hver sommer i Tønder. Hertug Hans havde kastet over en udbygning og modernisering af slottet i Tønder. Hvor Hansborg var et moderne renæssanceslot uden egentlige forsvarsværker, opfattede Hans den Ældre Tønder som den stærkeste borg i sit hertugdømme. I slottets hvælvede kældre opbevarede han sin formue, og nu ønskede han borgen udstyret med de mest moderne befæstninger. Oberberg måtte altså gribe til sin ungdoms arbejdsområde, og i de følgende år opførte han et fæstningsværk omkring det af Frederik I og Christian III opførte slot. Der medgik enorme mængder af byggematerialer til byggeriet, bl.a. omkring 1 million teglsten, der blev hentet i Flensborg! Der byggedes vældige skyttegange og to store rondeller i sydøst og nordvest. Igennem det 25 m brede voldanlæg mod øst anlagde Oberberg en ny portbygning, hvoraf kun den yderste tøndehvælvede del står tilbage. Desuden forsynede han slottets østfacade med moderne gavlkviste med volutter af sandsten, der sammen med portbygningen gav Tønderhus et mere moderne præg.

Mens Hercules von Oberberg opholdt sig i Tønder kan han have tegnet og forestået opførelsen af Trøjborg Slot, som Peter Rantzau påbegyndte i 1579, da han havde erhvervet Trøjborg som ejendom. Ingen arkivalier knytter Oberberg til Trøjborg, men han opholdt sig på egnen, Peter Rantzau og Hans den Ældre var i tæt forbindelse med hinanden, og Trøjborgs portal har en så stor stilistisk lighed med den af Oberberg udførte portal til kapellet på Gottorp, at muligheden er nærliggende. Desuden blev Trøjborg et helt moderne renæssanceslot, der føjer sig naturligt ind i Oberbergs øvrige produktion. Det er nærmest en kopi af et italiensk renæssancepalads. Det kvadratiske slot var et firefløjet anlæg i to etager over en høj kælder omkring en meget lille slotsgård med et polygonalt trappetårn i hvert hjørne. Slottets udpræget symmetriske facader med vinduerne i faste akser, gennemløbende saddeltage med svungne gavle i øst og vest og en meget fornem portal mod nord er ren renæssance. Foreslået er det også, at han kan have stået bag opførelse af slottet Ahrensburg nordøst for Hamborg, som Peter Rantzau iværksatte i 1585.

Tønning

Tønninghus

Slottet i Tønning i bind V af Braun og Hogenbergs byatlas, trykt før 1598.

Det er et af de ganske få afbildinger af det særprægede slot.

Med hertug Hans den Ældres pludselige død i 1580 ændredes Oberbergs vilkår. Han havde i 1578 påbegyndt opførelsen af Hansborgs nordfløj. Dette arbejde fortsatte han, nu under Frederik II, der ansatte ham som kongelig bygmester. Samtidigt blev han dog af hertug Adolf, der havde overtaget Tønder amt efter Hans den Ældre, antaget til at opføre et lille lystslot i Tønning på halvøen Eidersted. Dette slot, der byggedes i årene 1580-83, må være inspireret af Grøngård. Det blev igen et slot af typen ”une maison toute en masse”, men denne gang i en lidt anden stil.

Udgangspunktet var en central, rektangulær bygning, men hertil knyttede sig som selvstændige beboelsesbygninger fire meget store, kvadratiske pavilloner i hvert hjørne. Centralbygningen var i to etager, mens pavillonerne var i tre. Disse var kronet af mægtige ottekantede tårne, og midt for centralbygningens ene side fandtes et mindre trappetårn. Bygningen var igen fuldstændigt symmetrisk opbygget og rigt udsmykket.

Gottorp
Med afslutningen af Hansborg slots østfløj i 1585 havde Frederik II ikke flere opgaver til sin bygmester, og han blev i den kommende tid engageret af andre til forskellige byggeopgaver. Således opførte han i 1588 et nyt klokketårn med løgspir på Andst kirke.

Men i 1589 var der atter bud efter ham fra en hertug, denne gang hertug Philip på Gottorp, der engagerede ham til at forskønne og nyindrette Gottorps nordfløj. Hovedsageligt gik arbejdet ud på at indrette et slotskapel i fløjen. Igen måtte det ske i en allerede eksisterende bygning. Hvælvene over to fag i stueetagen blev fjernet og de ovenliggende hvælv slået sammen, så der skabtes et højloftet kirkerum på tværs af nordfløjen. Her blev det traditionelle søjlebårne galleri langs de fire vægge indsat, og i lighed med Sønderborg blev galleriet også her udført i træ. Desuden indrettede Oberberg en festsal i nordfløjen, den såkaldte hjortesal, og forsynede fløjen udvendigt med en serie vælske gavle og en portal som indgang til slotskapellet.

Brundlund og Østerholm
I 1564 blev det bestemt, at ved hertug Adolf af Gottorps død, skulle hans enke overtage Brundlund Slot i Aabenraa som enkesæde. Slottet, hvis bygninger var opført af Frederik I, måtte dog udbygges og i 1580’erne og 90’erne blev der bygget på slottet, skønt det aldrig blev enkesæde. Regnskaber knytter Hercules von Oberberg til denne ombygning, der blev foretaget ved, at der til den gamle rektangulære centralbygning, slottets gamle portbygning, blev føjet to diagonalt anbragte, ottekantede hjørnetårne, indrettet som pavilloner i lighed med Tønning, og på et tredje hjørne et mindre trappetårn. Efter fransk forbillede indrettedes desuden et galleri på sydgavlen, som man fra trappetårnet trådte ud på, inden man kunne komme ind i bygningen. Brundlund blev ændret til en renæssancebygning af samme type som Grøngård og Tønning, og denne lighed har da også ført til, at man har ment, at hertug Hans den Yngres Østerholm også er opført af Hercules von Oberberg. Østerholm, der oprindeligt hed Helvedgård, var opført i 1550’erne af Thomas Sture som et dobbelthus, der rejste sig direkte af vandet. 1584 købte Hans den Yngre slottet og begyndte derefter en ombygning, der gjorde Østerholm til en moderne renæssancebolig. Til dobbelthuset føjede han to cirkulære, modsatstillede hjørnetårne og midt for sydgavlen et langstrakt forhus. Dette rummede en meget moderne trappe, der i et lige forløb gik op til en korridor langs sydsiden, hvorfra man havde adgang til slottets rum. Slottet stod færdigt i 1592, og samme år påbegyndte Knud Brahe og Margrethe Lange opførelsen af deres herregård Engelsholm vest for Vejle. Herregården er det bedst bevarede eksempel på ”une maison toute en masse” i Danmark, og det er antydet, at Hercules von Oberberg også kan have leveret tegningerne til denne herregård, der i udpræget grad ligner slottet i Tønning.

Koldinghus

Koldinghus

Kæmpetårnet og vestfløjen på Koldinghus set fra sydvest.

Oberbergs tilbygning til Christian III’s ældre vestfløj starter ved fremspringet og rækker langt udenfor selve slotsbanken.

Foto: Museet på Koldinghus.

Skønt han efterhånden var en ældre mand, var Hercules von Oberberg endnu ikke færdig med at udøve sin indflydelse på tidens arkitektur. I 1594 bestilte man ”bygmesteren fra Haderslev” til at reparere og delvis genopføre Stormklokketårnet på Ribe Domkirke, i 1597 var han ved Brundlund, og den 29. januar 1598 fik han af Christian IV bestilling på ”at forestå og opføre den bygning på Koldinghus, kapellet, tårnet, kældre mm, at de bliver formurede som det sig bør, og alt efter den skabelon, som kongen selv har forordnet”. Den direkte anledning var, at nordfløjen på Koldinghus var brændt 1597. Nordfløjen blev hurtigt istandsat, hvorefter man påbegyndte det store arbejde med at indrette et tidssvarende kapel, en riddersal, samt opføre et kæmpetårn. Dette skete ved at forlænge den gamle vestfløj mod nord, ud over slotsbanken, hvilket indebar, at fundamenterne måtte bygges op i skråningen og fra slotsbankens fod. Forlængelsen af den gamle vestfløj på selve slotsbanken kom således til at skyde sig ind imellem kæmpetårnets høje fundament og selve tårnet, således at kapel og riddersal blev en del både tårnet og vestfløjen. Det nye slotskapel var i to etager og den gamle riddersal i vestfløjen blev forlænget hen over kapellet, så den opnåede den imponerende længde af 57 m. Oberberg har stået overfor den svære opgave både at bygge nyt og samtidigt få kapel, riddersal og tårn til at passe sammen med vestfløjens etageinddeling. Han har måttet bruge hele sin mangeårige erfaring, og det er et indirekte bevis på hans dygtighed, at Christian IV engagerer den gamle arkitekt til dette store arbejde.

I 1601 fik billedhuggeren Hans Barchman kontrakt på at ”forfærdige den kirke, som nu er begyndt på vort slot Koldinghuus, efter den skabeluun, som han har afridset, og skal stenen smuk sirlig hugges, og kirken udi alle måder fuldfærdiges, ligesom den kirke her på vort slot Haderslevhuus”. Arbejdet skulle udføres med mester Hercules’ hjælp, og hvis denne skulle dø, da skulle han alene fuldføre arbejdet. Det er omdiskuteret, hvad der menes med at kapellet skulle laves ”ligesom vor kirke her på Haderslevhuus”. Har den været indrettet identisk, eller menes der blot, at den skulle blive ligeså smuk som det berømte kapel i Hansborg slot? Vi får det vel aldrig at vide, men den har i hvert fald været identisk med kapellet i Haderslev ved, at galleriet har været udført i sten og ikke i træ, som på Sønderborg og Gottorp. Arbejdet var allerede i gang, og den nye kontrakt er nok indgået fordi Hercules von Oberberg efterhånden var blevet så gammel, at der måtte skaffes en afløser. Har Barchman mon været hans lærling?

Afslutning
En notits i Åstrup kirkebog fortæller, at mester Hercules, arkitekt i Haderslev, blev begravet den 31. december 1602. Han nåede altså næppe at se sit sidste værk, Koldinghus, under tag, men derimod har han kunnet dø i den sikre forvisning, at han om nogen havde præget fyrsternes renæssancebyggeri i hertugdømmet Slesvig fra sin ankomst til Haderslev i 1559 og til sin død.

Desværre er der ikke meget tilbage af hans værk. Hansborg, Grøngård, Tønning og Østerholm er helt nedrevne, af Tønderhus står kun lidt af portbygningen tilbage, Koldinghus er for store deles vedkommende brændt, Trøjborg stort set nedrevet, og både Gottorp, Brundlund og Sønderborg Slot er ændret betydeligt siden Hercules von Oberbergs tid. De bedst bevarede dele af hans værk er nordfløjen på Sønderborg Slot med kapellet, kapellet og hjortesalen på Gottorp, tårnene på Brundlund Slot og porthuset i Tønder samt hospitalskirken i Haderslev og ikke mindst hans egen bolig, Slotsgade 22, der nu er åbnet for publikum.

.

Ønsker du mere info, så besøg www.museum-sonderjyland.dk og læs meget mere eller besøg museet.

Bymuseet

Slotsgade 22

6100 Haderslev

Tlf.: 74 53 08 58

E-mail: ehlerssamling@museum-sonderjylland.dk